I løbet af 2022 blev der skabt en forståelse af, at energipolitik også er sikkerhedspolitik. Og med god grund. Det var ikke sjovt at være afhængig af russisk energi, da Rusland overfaldt Ukraine.

Nu mangler vi at skabe en tilsvarende forståelse af, at udvikling af Afrika også er sikkerhedspolitik. Helst uden at få det demonstreret lige så brutalt, som vi oplevede med energipolitikken.

Udvikling af Afrika er sikkerhedspolitik, fordi befolkningen vokser eksplosivt samtidig med, at klimaforandringerne tvinger millioner af mennesker til at flytte.

I dag udgør befolkningen i Afrika 1,3 milliarder mennesker. I 2050 forventes tallet ifølge FN at være steget til 2,4 milliarder og i 2100 næsten 4,4 milliarder.

Hvis ikke alle disse mennesker kan se en fremtid i deres egne lande, får vi et pres på Europas grænser, som er helt uden sammenligning med, hvad vi har set indtil nu, og så vil vores sikkerhed og velfærd for alvor være truet.

Den gode nyhed er, at der er meget, der skal laves i Afrika, så mængden af arbejde er nærmest ubegrænset. Der kan sagtens skabes god beskæftigelse til de stærkt voksende befolkninger, som også er unge, så der er masser af arbejdskraft.

De dårlige nyheder er, at uddannelsesniveauet er lavt, fattigdommen er udbredt, uligheden er enorm, og korruptionen er til stede overalt.

Jeg er overbevist om, at det bedste sted at tage fat er uddannelsesniveauet, hvilket også har potentiale til at blive til en win-win situation for både Afrika og Europa. I Europa er vi dygtige til at uddanne faglærte, men vi mangler arbejdskraft.

Hvis vi uddanner afrikansk arbejdskraft i Europa, får vi løst en del af vores udfordring, og vi sender dygtige faglærte retur til Afrika, hvor de kan yde et væsentligt bidrag til udvikling af kontinentet.

Jeg er sikker på, det kan lade sig gøre – jeg har nemlig været med til at gøre det før. For 20 år siden etablerede jeg Eryk (dengang BIC) i Stettin i Polen. Dengang var arbejdsløsheden i Polen 30 procent, og vores første medarbejdere drømte om at få råd til at købe deres egen lejlighed. 

I dag har Polen fuld beskæftigelse, og de samme medarbejdere bor i dag i eget hus. Samtidig er Polen blevet et af Danmarks største eksportmarkeder.

Sådan en udvikling vil jeg også gerne være med til at skabe i Afrika. Derfor har Eryk indgået en samarbejdsaftale med sammenslutningen af alle tekniske skoler i Nigeria og med udenrigsministeriet i Nigeria om at uddanne nigerianske elektrikere til europæisk niveau.

Vi har lovet det nigerianske undervisningsministerium, at vi til hver en tid vil beskæftige mindst 50 nigerianske lærlinge i vores europæiske virksomheder. Og så har vi lovet på sigt at beskæftige mindst et tilsvarende antal faglærte i vores kommende virksomhed i Nigeria – nemlig de faglærte, vi selv har uddannet i Europa.

Siden 2018 har vi med stor succes uddannet vestafrikanske lærlinge i vores "African Apprenticeship Programme", som er det program, vi nu er gået i gang med at udvide.

Opbakningen fra det officielle Danmark er imidlertid noget svingende. Vi har fået særdeles god og kompetent hjælp fra Udenrigsministeriet – ikke mindst fra det danske generalkonsulat i Nigeria.

Men i Danmark får vi bøder for ikke at beskæftige tilstrækkeligt mange lærlinge i offentlige anlægsprojekter. Det får vi, fordi vores udenlandske lærlinge ikke kan blive tilknyttet en dansk teknisk skole, og de danske myndigheder anerkender ikke de tekniske skoler i resten af Europa.

Vi ville gerne have nogle af vores elektrikerlærlinge indskrevet på en danske elektrikeruddannelse (vi er godkendt i Danmark som uddannelsessted), men i Danmark kan man kun aflægge svendeprøve på dansk.

Vi har tilbudt at betale en halv million kroner til at igangsætte en engelsksproget uddannelse, men vi har ikke fundet en teknisk skole, der vil have pengene eller taler engelsk. Det har vores politikere forhåbentlig øje for, når de sidder og forhandler om, hvordan vi sikrer tilstrækkeligt med arbejdskraft samtidig med, at vi gerne skal have en mere sikker verden.

Vi har også oplevet at få en af vores vestafrikanske lærlinge udvist af Danmark, fordi hans opholdstilladelse angiveligt ikke skulle være i orden. Lærlingen var imidlertid ansat af vores polske selskab, der var i gang med at løse en opgave i Nordsjælland, og han har opholdstilladelse i Polen. 

Han arbejdede således fuldt lovligt i Danmark, hvilket vi også nok skal få medhold i. Men det bliver for sent i forhold til vores lærling, som har fået en virkelig dårlig oplevelse af Danmark, og som vil få vanskeligt ved igen at opbygge tillid til danske myndigheder.

Det er ikke vejen frem for udvikling i Afrika og dermed en mere sikker og retfærdig verden.

Jens-Christian Møller er koncerndirektør i Eryk-koncernen, som leverer teknisk service i hele verden og består af selskaber i Danmark, Norge, Polen og snart også Nigeria. Jens-Christian Møller ejer koncernen sammen med sin polske hustru Lucja Kalkstein og datteren Maj Winther Møller.

ㅤㅤㅤㅤㅤ